At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger

Uddrag fra »At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger« Del II: Hos familien Petrovanovic Kap. 1 Et anseeligt dyr stormer gennem gangen i retning af entrédřren; en person trćder ind uden at tilkendegive sig: konfrontation. Den tildćkkede trćkker en halo af vintermřrke med ind. Gřr ikke det! Under den kuttelignende kappe vanker mulmet. Ingen kender mřrkets hulrum. ... Spythinden glinser lćbe og hjřrnetand, smřrer rovdyret. En berřmt digter skrev: »Blut ist ein ganz besonderer Saft«. Det er spyt ogsĺ. Det kan frĺde. Menneskets nćseflřje har muskulatur. Det kan bevćge. Dette fletvćrk er dog langt mere udviklet pĺ dyr af hundeslćgten; og snuden er helt fremme og bevćger sig, snuser, korte sug - der stimulerer żnervus olfactoriusż, lugtenerven. Kap. 2 Det er lřrdag, og efter en dejlig frokost blunder jeg pĺ langs, mens Joachim og Olga leger pĺ vćrelserne. Grum er glam. Vi skal bygge snemćnd. Det er vor aftale. Jeg ligger prćcist som yndet, lun og levende; jeg elsker at vćre mig. Et tilpas ryk og overkroppen er let lřftet, som mřblet foreskriver; nakken henover den ekstra pude og man er i den syvende krystalsfćre. Det er triveligt. En sagte himmel harmonerer fyldige snefnug uden for karnapruderne. Jeg garanterer for, at Olga fra sit vćrelse ogsĺ betragter farven hvid ... hvid, hvid ... et synkende verdensalt. Det sner i himle, sner i baggĺrde, i břrnevćrelser og »theca cranii«. Det dćmmer sig op i břrn, der engang skal vćre voksne. Ingen ved, om de i udvokset střrrelse nogensinde vil finde tid og afslappet to- nus til igen at forbinde magien af barn, fylde og krystal. Barnlig er glćde; glćdelig er barnet. Kap. 3 & 6 Elvira placerer det sidste service og forsvinder tilbage ud i křkkenet - hun er en violin i et orkester af mange. Kokken dirigerer. ... Elvira stryger energisk duge og andet stofligt tilbehřr - sĺ overkroppen duver bevćgelsen, svinger brćttets fulde lćngde. Hun lćner sig ind i gerningen og er smuk, som kun en stuepige i funktion kan vćre. Hun forener krop, sind og gerning - i et nu. Fortsćtter uden sideblikke. Intet knćk. ... ... ... Det er november. Den mĺned vinteren trćkker i slud og mřrke. Elvira gřr sig farlig som et hundyr, men inderst inde er hun mild som en moder. "Smćld!" Dugen vender luften, og hun bemćgtiger sig řjeblikket og halvdelen af rummet - breder og břlger og dufter rent, hvidt og stivet. ... Jeg stavrer tekoppen til underlćben. Hvad formĺr et hanvćsen mod sĺ kraftfuld en skřnhedspol? Modstand lig nul. Tiltrćkning.